Tanker om angst og arbejdet med denne

OM ANGST

Et eksistentielt vilkår med flere ansigter

Angst er noget, vi alle kender til i een eller anden form. For nogle ligger det dybt i det u- og underbevidste. For andre ligger det helt fremme i forgrunden. Den u- og underbevidste angst er en slags neurotisk angst. Det er angsten for at opdage sig selv. Angsten for at skulle påtage sig det ansvar, der er forbundet med denne opdagelse og forholden sig til.

Døden og meningsløsheden

Angst afspejler også et andet grundvilkår i menneskets eksistens: Døden. Angsten for døden, for det at forsvinde, ophøre med at eksistere og blive til “intet”, er for uhåndterlig og ubegribelig for det menneskelige sind. Vi konverterer og fortynder derfor denne angst for “intet” til en angst for “noget”: Edderkopper, mørke, lukkede rum, store forsamlinger og så videre. Dette er da noget, man kan forholde sig til. Det er noget, man i større eller mindre grad kan undgå eller gøre noget ved, modsat døden, som er uafvendelig. Og til døden knytter meningsløsheden sig: Hvis vi alligevel skal dø og blive til intet, hvad er meningen så med det hele? 

Friheden

Den franske filosof Jean Paul Sartre skrev om mennekset, at “… mennesket … bliver til efterhånden, og det bliver, hvad det gør sig selv til… Mennesket er ikke andet, end det gør sig selv til” (Sartre, 1946 – dansk udgave 1997). 

Når denne opdagelse når bevidstheden, og vi på denne måde “opdager os selv” og ser os selv og livet i øjnene, får angsten en anden karakter. Denne kan defineres som en eksistentiel angst. Kontakten til denne eksitentielle angst er dog en forudsætning for at kunne forholde sig aktivt til sit liv.

Denne eksistentielle angst er derfor ikke kun en stemme fra mørket og døden. Det er også en stemme fra lyset. Det er en kalden fra livet. Den er en forudsætning for, at du kan forholde dig aktivt til eksistensen og dit eget liv. Er der ingen død, er der i princippet heller ingen grund til at leve. Så måske er døden i sig selv svaret på og opløsningen af meningsløsheden, fordi dødens uafvendelige og absolutte giver incitament til selve livet. Til at gribe sit liv. Til at skabe, leve og udfylde sit liv.

Dette er en anden grundlæggende angst, vi må leve med, nemlig angsten for friheden. Friheden er endnu et eksistentielt dilemma: Friheden til at vælge, og som efterlader dig og dig alene med ansvaret for dit eget liv.

Den eksistentielle isolation

Der er ingen, der kan aflaste dig eller tage det fra dig. Der er ingen vej uden om, og der er kun dig. På denne måde er du fuldstændigt alene. Lige som døden er din og din alene. Du må gå ind i den alene, og der er ingen, der kan tage den fra dig. Således er vi i en eksistentiel isolation med kun os selv. Denne eksistentielle isolation er det fjerde eksistentielle grundvilkår, og lige så smertefuld og angstprovokerende som de andre.

Så det er alt dette angsten, som vi kender den fra hverdagen, står på skuldrene af. Det er ikke så underligt, at angsten kan være let at aktivere.

Angst og det kropslige

Så der er masser af grunde til, at mennesket er et angstfyldt væsen. Dette er for så vidt okay. Det er i hvert fald et helt naturligt og grundlæggende vilkår i vor eksistens. Men i praksis lammes mange mennesker af angst i dagligdagen. Og så bliver det problematisk. Fundamentet for denne angst ligger i det oven for beskrevne, men det er ofte “almindelige” oplevelser og omstændigheder i livet, som aktiverer og fastlåser angsten i vort system, lammer os og hæmmer vore livsforudsætninger. 

Ofte forsøger vi at forholde os til angst som noget kognitivt, psykisk eller følelsesmæssigt. Som noget vi kan bekæmpe med hovedet, medicin og (meta)kognitive strategier. Jeg mener, at dette næppe er en fyldestgørende måde at forstå det på, hvis man effektivt skal kunne bekæmpe angsten.

For ved angst er det alarmberedskabet i vort centralnervesystem, der bliver hyperaktiveret. Denne øgede arousal i CNS efterlader os med en følelse af konstant fare. Vi mangler derfor at tænke kroppens og nervesystemets rolle og “samarbejde” meget mere ind i forhold til angst. Og vi mangler at inddrage disse elementer aktivt i arbejdet med angsten.

Som jeg forstår og arbejder med det, er angsten, som den oftest præsenteres i klinikken, derfor først og fremmest lagret i nervesystemet og i kroppen.

Angst er ikke noget, du er, det er noget, du har

Det er som regel mere eller mindre konkrete traumatiske eller uhåndterbare oplevelser, der har lagret sig i form af en øget arousal og uforløste spændinger. Det er kroppens og nervesystemts naturlige reaktioner på noget, der en gang har været ubehageligt og angstprovokerende. Noget, som var for overvældende at håndtere. Der er her blevet skabt en forbindelse og aktivering af den helt grundlæggende neurotiske og eksistentielle angst, jeg beskrev indledningsvis. Dette afstedkommer en fastlåsning af nervesystemet i enten total alarmberedskab eller kollaps. Denne stivnede tilstand kan være konstant eller intermitterende. Men det ligger konstant latent og klar til at blusse op.

Men angst i den forstand, som vi normalt forstår og definerer det, er ikke en livstidsdom. Du kan i langt, langt de fleste tilfælde slippe af med det.

Sådan arbejder jeg med angst

Jeg ser på en måde angst som en pendant til traumer. Jeg forstår det i hvert fald som om, det i store træk er de samme mekanismer, der kommer i spil. Behandlingen af angst læner sig hos mig således også tæt op ad traumeterapi.

Set i et gestaltterapeutisk perspektiv er angst i min forståelse også en form for fikseret gestalt, der har brug for at blive lukket eller færdiggjort.

Derfor arbejder jeg opmærksomt med hvornår og hvordan kroppen skal inddrages i arbejdet med angsten. I dette arbejde er kontakten og awareness i kontakten altafgørende.

Kontakt og awareness

Klienten skal hjælpes til en dobbelt opmærksomhed: En kontakt og opmærksomhed indadtil på kroppens signaler samt de kropslige, følelsemæssige og oplevelsesmæssige narrativer. Samtidig kræves der kontakt og opmærksomhed udadtil. En kontakt, der skaber forbindelse til nuet. Forbindelse til den psykiske og kropslige erkendelse og oplevelse, at virkeligheden og nuet er adskilt fra den kropslige sansning og narrativerne forbundet der til. Klienten skal i denne opmærksomhed og kontakt guides af terapeuten til at skabe konkret fysisk bevægelse, hvilket skaber empowerment og muligheden også for psykisk, følelsesmæssig eller mental bevægelse. Dette giver oplevelsen og følelsen af, at det fastfrosne nervesystem kan bevæges og kontrolleres efter klientens egen fri vilje. Og at dette kan gøres i tryghed og ro. Der kan således skabes et nyt narrativ og grundlag for klienten i forhold til den angst, der har været kontakt til.

Terapien skal så at sige være ”flydende”, levende og tage hensyn til, hvad der til enhver tid sker hos klienten. Dette stiller store krav til terapeutens egen evne til at være tilstede i kontakten med klienten og guide denne sikkert igennem uden at blive retraumatiseret.

Kontakten og awareness i kontakten er det absolut vigtigste. Det kan aldrig erstattes eller kompenseres for med teknikker eller teorier.

Og dog er der selvberoligende teknikker, der vil være vigtige for klienten at lære. Disse kan være åndedrætsøvelser, meditation, dybdeafspænding, Mindfulness, kropskontakt som kompression eller berøring, langsomme fysiske øvelser, (meta)kognitive strategier og så videre.

Scroll til toppen
Psychological therapy
Lad mig hjælpe
Har du brug for hjælp til at overvinde angst, depression, lavt selvværd, stress eller andet?
Så ring straks og få 15 minutters gratis og uforpligtende konsultation.

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.